11
April
2023
|
08:24
Europe/Amsterdam

Forlæng levetiden på dine dæk ved at opbevare dem korrekt

Det er ved at være tid til dækskifte. Men hvad gør du af de vinterdæk, du tager af bilen? Og hvordan opbevarer du dem, så de holder længst muligt? Et dækhotel er det nemmeste, men til gengæld er det gratis at opbevare dækkene selv. Følg tekniker hos Bridgestone, Christians Jensens råd til opbevaring af vinterdæk derhjemme og behold dine dæk længere.

Dine dæk kan holde helt op til 10 år. Det kræver, at du kører med det rigtige dæktryk og jævnligt kontrollerer bilens sporing og hjulenes afbalancering – og passer virkelig godt på dem. 
Efter fem-seks år skal du dog sørge for at få dem undersøgt grundigt en gang om året hos en dækspecialist.

Du kan altså selv gøre en forskel for dine dæks holdbarhed, hvis du opbevarer dem korrekt og passer godt på dem, både når du kører på dem, og når du opbevarer dem – det forklarer Christian Jensen fra Bridgestone her.

1. Der er ingen grund til at opbevare vinterdækkene hele sommerhalvåret, hvis de er for slidt eller skadet til at blive monteret til efteråret. Så start med at gennemgå dem grundigt. 
Er der skæreskader, revner eller andre skader? Sidder der sten eller andre skarpe genstande fast i dækkene, eller er de slidt uregelmæssigt? Særligt som elbil-ejer skal du være opmærksom på dækkene. De slides anderledes – og hurtigere – end du er vant til, fordi bilen er væsentlig tungere.

2. Tjek mønsterdybden på alle fire dæk. Den lovpligtige mønsterdybde er 1,6 mm, men Christian Jensen anbefaler en mønsterdybde på minimum 3 mm for optimal sikkerhed på især våde veje. 
Benyt en mønsterdybdemåler og mål på alle fire dæk i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Du kan også bruge en tændstik – 1,6 mm svarer til tykkelsen på en tændstik, men Christian Jensen anbefaler altså, at du udskifter dækket allerede ved 4 mm for vinterdæk og 3 mm for sommerdæk. 

3. Garage, kælder eller skur skal være kølig, tør og mørk og ventileret. Temperaturen skal være omkring 15 grader. Ved + 25 grader eller 0 grader forandrer gummiets egenskaber sig, og det forkorter dækkets levetid, så loftet er en dårlig idé – der bliver alt for varmt. Læg eventuelt dækkene på en palle i garagen eller kælderen, så de ikke trækker fugt op fra gulvet.

4. Du skal ikke opbevare dækkene sammen med kemikalier og opløsningsmidler og heller ikke med elmotorer og el-apparater, der kan afgive gnister eller strømudladninger. Dækkene må heller ikke komme i berøring med olie eller fedt.

5. Dæk med fælge skal hænges op eller stables liggende. Optimalt set skal du investere i et dæk-stativ til opbevaring af dækkene.

6. Dæk uden fælge må ikke hænge. De skal enten stå op eller stables. Der må ikke stilles noget ovenpå dem, som tynger dem ned. Og du skal huske at dreje dem ind i mellem, så de ikke bliver deforme.