danmark,
02
Februar
2023
|
08:00
Europe/Amsterdam

Står vinterferien på ski og kør-selv-ferie?

Vinterferien står for døren, og familien er klar til kør-selv-ferie. Men har du fået helt styr på sikkerheden inden take off? Turen til Alpernes pister og Norges skilifte er fyldt med strabadser og potentielle farer – lige fra forkert monterede autostole og slidte dæk til skænderier og gråd på bagsædet. Christian Jensen fra Bridgestone har samlet nogle gode råd til en mere sikker og hyggelig biltur.

1.Tjek at autostole og selepuder er monteret korrekt
Mange autostole er monteret forkert og giver kun falsk tryghed. Så tag alle autostole ud inden turen og monter dem igen, så du er sikker på, de er monteret korrekt. Brug Isofix, hvis det overhovedet er muligt i din bil, det minimerer risikoen for forkert montering.

Og selvom dine børn synes, de er vokset fra autostol og selepude, skal du stå fast. I Danmark skal børn op til 12 år bruge selepude, og barnet skal være over 140 cm for at sidde på et forsæde med airbag. I fx Østrig skal børn under 150 cm benytte selepude.

2. Pak bilen korrekt 
Store, tunge ting må ikke ligge løst i bilen. Ved sammenstød kan de blive kastet rundt i kabinen og ramme passagererne. Spænd dem fast eller læg dem i bagagerummet. Det gælder også underholdningen til børnene – bøger og iPads er tunge, når de flyver gennem luften. Husk altid net eller gitter mellem kabine og bagagerum, så kufferter, skistøvler og legesager ikke forvandler sig til massive våben ved en hård opbremsning.

Husk også at pakke en skovl, proviant og varme tæpper, så du er beredt, hvis I skulle køre fast eller holde længe i kø. Sikkerhedsvest er obligatorisk i Frankrig, Italien og Østrig, hvor også førstehjælpskassen er obligatorisk.

3. Tjek dine dæk 
Kravene til dine dæk er væsentligt højere i mange af vores nabolande end herhjemme. I Danmark kan du slippe afsted med en mønsterdybde på 1,6 mm, mens både Sverige og Norge forlanger 3 mm mønsterdybde. I Østrig hedder det 4 mm og i Frankrig 3,5 mm.

Så selvom du allerede kører med vinterdæk, skal du få tjekket mønsterdybden før afgang. Slidte dæk udgør også en stor risiko for din sikkerhed – og kan resultere i bøder.

Christian Jensen anbefaler en mønsterdybde på minimum 4 mm for vinterdæk, både herhjemme og på ferieturen.

4. Kør bil, når du kører bil 
Hold opmærksomheden og blikket på vejen og trafikken, også selvom resten af familien har gang i en vild diskussion eller en ekstra spændende version af 20 spørgsmål til professoren. Når du mister koncentrationen, øger det risikoen for pludselige opbremsninger og ulykker. Så underholdning til børnene er et must. Grædende børn og teenagere, der slås på bagsædet, forstyrrer mere, end du tror, og udgør en stor sikkerhedsrisiko.

5. Overvurder ikke dig selv og dine køreevner
Overhold hastighedsbegrænsningerne og kør efter forholdene – især når der er sne. Efter mange år med våde vintre er du sikkert ikke helt fuldbefaren i snekørsel længere. Sørg for at taste nummeret til vejhjælp ind i din mobil, så du hurtigt kan få hjælp. Og tjek lige at din vejhjælp faktisk dækker i de lande, I skal køre igennem.

6. Husk pauserne! 
Kør ikke turen i ét stræk, selvom det kan være fristende – heller ikke når I skal hjem. Du bliver uopmærksom, når du er træt, og det er farligt! Tag hellere en ekstra overnatning. 
Sørg i det hele taget for at holde pauser, hvor du og resten af familien kan strække ben og være aktive sammen. Det sikrer også ro på bagsædet.

7. Undgå at forlænge køreturen 
Hold dig løbende opdateret om vejrændringer og slip for timelange køer med FDM’s ugentlige kø-prognose: https://fdm.dk/alt-om-biler/koer-selv-ferie/trafikinformation/koeprognose-den-kommende-weekend